Dansk sel nsk s elsk ab til| Formål | Medlemsskab | Bestyrelsen | Møder |
Godt Nyt om Lægers Ytringsfrihed
Af læge Stig Ekkert
Dansk Selskab til sikring af Lægers Ytringsfrihed
Den 5. marts i år afholdtes under stor mediebevågenhed - blandt andet direkte transmission i TV Avisen - stiftende generalforsamling i Dansk Selskab til sikring af Lægers Ytringsfrihed.
Det unge selskab kan allerede melde om godt nyt. Landets førende juridiske eksperter lover, at hvis bare lægerne overholder nogle enkle spilleregler, vil domstolene dømme hospitalsledelsen for forsøg på knægtelse af ytringsfrihed, hvis en læge sanktioneres for at give sin mening til kende.
I Danmark og Norden priser vi os generelt af vores ytringsfrihed – men ser det nu så fint ud som de fleste går rundt og tror.
Omkring ytringsfriheden har Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen påpeget Hvidovre Hospitals ledelses fejltrin overfor pædiatriprofessor Krasilnikof – der bla. fik sine kritiske artikler bortcensuret fra hospitalets blad – og senere, under trusler om opsigelse, selv sagde op.
Eller hvad med overlæge Carsten Rose, der blev opsagt/sagde op fra Odense Universitetshospital, efter at han sammen med overlæge Mogens Blichert-Toft offentligt havde påpeget konsekvenserne af ikke at samle cancer mammakirurgi på få kompetente centre.
Begge har de fået oprejsning.
Carsten Rose modtager Kennedy prisen på vores vintermøde den 5. december og er derudover blevet ikke mindre end øverste chef for mammakirurgien på Universitetshospitalet i Lund – og Krasilnikov har som sagt Folketingets Ombudsmands ord på at han havde ret.
Den der ler sidst osv. Men der et aber dabei - begge er ophørt i de danske sundhedsvæsen – og mange med dem.
Er det det vi vil? Har vi råd til det?
Den tavse frygt
Der hersker en udbredt frygt for repressalier blandt læger på alle niveauer på hospitalerne.
Det er en regulær frygt for fyring, eller i det mindste akut karrierekvæstelse, for den formastelige, som råber op om urimelige forhold.
Som en illustration af stemningen, vil jeg bringe et uddrag af en støttemeddelelse, vi fik fra en yngre overlæge i provinsen:
Her har man troet, at man har været alene med sine frustrationer og ikke turde sige en pind. Flere gange har man været kaldt ind og skulle stå skoleret, fordi man ikke har været " loyal " overfor systemet ( læs: politikerne og deres lakajer ) som var det tidligere østeuropæiske tilstande.
Vi er mange, der har fået mundkurv på fordi vi har kritiseret forhold, der har været helt horrible set med skatteborgernes / patienternes øjne.
Brug pressen
Hvis man som læge kommer i konflikt mellem påbud og sin etik, bør man i første omgang gøre indsigelse via den sædvanlige klagegang på hospitalet. Sker der ikke noget, har man mulighed for at gå til pressen. Man skal tænke sig godt om inden man gør det, men man behøver ikke at være bange for journalister.
Pressen kaldes den fjerde statsmagt, fordi den skal feje op, hvor lovgivende, udøvende og dømmende magt har svigtet. Pressens styrke er bl.a. at man ikke længere er underlagt regler og paragraffer, men kan tale ’sund fornuft’ som menneske til menneske. De fleste journalisters motivation er - trods rygter og talrige eksempler på det modsatte – retfærdighed.
Som udgangspunkt tages et medmenneskeligt udsigtspunkt som stort set falder i tråd med den ’gode læges’ udsigtspunkt, nemlig patientens.
Hvis man går offentligt med sine synspunkter, er der en række spilleregler, som man bør overholde for, at undgå at komme i klemme.
Spillereglerne
Man skal først og fremmest huske, at udtale sig på egne vegne, og ikke på sygehusets.
Offentligt ansatte læger har ytringsfrihed, når de udtaler sig som privatpersoner. Også når de udtaler sig om den offentlige virksomhed. Og som hovedregel også, når de udtaler sig om deres egen offentlige arbejdsplads og arbejdsområde.
De få indskrænkninger, der gælder for offentligt ansatte, vedrører udelukkende eget arbejdsområde, men træder kun i kraft
- hvis man er med til at træffe beslutning om det spørgsmål, ytringsfriheden skal bruges til,
- og kun hvis man er tæt på beslutningsprocessen, hvilket normalt vil sige, at man er højt placeret i hierarkiet.
Begrænsningerne er størst, inden beslutningen er truffet.
Er ens egen stilling ved at blive nedlagt, eller ens afdeling o.l. er der ingen begrænsninger i retten til at ytre sig om dette som privatperson, uanset hvor højt på strå, man er.
Føler hospitalsadministrationen at en læge har syndet mod ovenstående og derefter forsøger at stække lægens ytringsfrihed med trusler eller ligefrem indfører sanktioner f.eks. fratagelse af ansvarsområder eller i sidste ende forflyttelse/fyring er dette klart ulovligt og i strid med den europæiske Menneskeretskonventions artikel 10.
Et indgreb i ytringsfriheden fra statsmagtens side må i følge artikel 10 kun foretages, hvis indgrebet kan betegnes som nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til
- den nationale sikkerhed,
- territorial integritet eller offentlig tryghed,
- forebyggelse af uorden eller forbrydelse,
- for at beskytte sundheden og sædeligheden,
- andres gode navn og rygte eller rettigheder,
- for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger,
- eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Hvis de forhold, som lægen kritiserede i sine ytringer, havde almen interesse for samfundet og patienterne er der god mulighed for, at den europæiske menneskeretsdomstol ville komme til den konklusion, at det ikke var berettiget for det offentlige sygehus at sanktionere lægen.
(kursiv: citat fra sekretariatschef i Dansk Journalistforbund og lektor i Medieret Anne Louise Schelin ved Dansk Selskab til sikring af Lægers Ytringsfrihed sommermøde den 15. juni 2001):
Loyaliteten gælder arbejdsopgaven
Der tales meget om loyalitet overfor arbejdsgiveren, men ifølge vore juridiske eksperter er det ikke helt korrekt. Man kan derimod tale om loyalitet overfor arbejdsopgaven – og her kan der meget vel komme en forskel ind.
Læger har ytringspligt
Vores selskabs formål er blandt andet, ’at sikre Lægers og andre Sundhedsarbejderes ytringsfrihed i overensstemmelse med gældende love og vedtægter.’
Er det nu også nødvendigt er der sikkert mange som mener – især folk udenfor systemet. Det er for grotesk, det kan da ikke passe! For enhver dansker gælder jo Grundlovens § 77:
'Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.'
Tvivlerne har jo ret. Det er grotesk, at vi er nødt til at danne et selskab til sikring af noget så selvfølgeligt og indlysende. Men mange læger er så bange for at sige noget – for at tale patienternes eller deres egen sag – at vi følte, at det var på tide at danne en forening, der kunne rådgive og hjælpe både profylaktisk, og når en læge var kommet i klemme med sin ytringsfrihed.
Nu skal man huske på at lægers ytringsfrihed går videre end Grundloven – ikke mindst ifølge vore egne etiske regler og internationale vedtægter – læger har nemlig ikke kun ytringsfrihed, men ytringspligt.
I lægeforeningens etiske regler § 14 står:
'En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved deltagelse i den offentlige debat.'
Internationalt har lægeforeningen tilsluttet følgende:
Hamborg Deklarationen (1997)
'Verdenslægeforeningen(WMA) gentager og bekræfter herved den organiserede lægestands ansvar for at: iii)..støtte læger der kommer ud for vanskeligheder som følge af deres forsøg på at handle i overensstemmelse med standens højeste etiske principper.'
Hvad er så standens højeste etiske principper. Er det – som for DJØF’er og andre embedsmænd - at følge administrationens forordninger af hensyn til loyalitet overfor arbejdsgiveren.
Nej sådan er det ikke selvom man ofte skulle tro det.
For læger gælder faktisk andre principper:
Tokyo deklarationen (1975)
..'Lægens grundlæggende rolle er at lindre sine medmenneskers lidelser, og ingen bevæggrund - hvad enten den måtte være personlig, kollektiv eller politisk - må veje tungere end dette formål.'
Det er kort, det er enkelt og det er til at forstå.
Det er derfor helt uacceptabelt, når der fra administrationens side sker indgreb overfor ’den gode læge’ som ytrer sig offentligt i desperation over manglende lydhørhed overfor besparelser, indskrænkninger, manglende bevillinger osv..
Indrømmet det er besværligt for administrationen, hvis en administrerende overlæge på centrallaboratoriet offentligt påpeger omkostningerne ved at lukke for blodprøvetagning i weekenden. Når nu ellers regnskabet og besparelserne kunne gå op ved at lukke for udgifter til laboranter i weekenden. Hvem der har ret i denne ægte sag – hvor overlægen under trusler valgte at tie – skal jeg ikke mene noget om. Men lægen, der fandt det forkert, havde faktisk pligt til at udtale sig!
Besværlighederne må administrationen lærer at leve med, og i demokratiets ånd lade argumenterne tale.
Når læger udtaler sig til pressen er det jo ofte med det indgående kendskab til omkostninger for patienterne som administrationen tilsyneladende mangler. Dette er måske grunden til at administrationen er så overfølsomme overfor lægelig kritik. Men enten har man en sag man tør stå ved, også når journalister stiller kritiske spørgsmål, eller også har man ikke – og det virker som om administrationen sjældent føler, at deres sag er god nok til at stå ved den. Jeg vil på egne vegne vove den påstand, at mange stramninger i sundhedsvæsenet, aldrig ville være gennemført, hvis lægerne havde levet op til § 14 i etiske regler og via pressen fortalt konsekvenserne til befolkningen og de folkevalgte.
Når det så er sagt, er det er jo indlysende, at læger ikke altid har ret – men de har ret til at have en mening. Om der skal flere eller færre midler er en politisk afgørelse, men lægerne bør i højere grad give politikerne et beslutningsgrundlag – og det må af og til ske gennem en offentlig debat – ikke kun via embedsmandsudvalg.
Djøf’erne er problembarnet
Der deltager stadig flere Djøf’er i administrationen af landets hospitaler. Afvæbningen af lægernes indflydelse er sket under argumentationen, ’at bare fordi man er dygtig til at operere, behøver man ikke kunne administrere.’
Det er der noget rigtigt i. Djøf’er uddannet til at administrere, det er læger ikke.
Men det medfører et problem.
Djøf’er i den overordnede administration giver nemlig grobund for en central konflikt, som er med til at forringe arbejdsmiljøet på hospitalerne og øge frustrationerne hos de klinisk arbejdende læger.
Årsagen skyldes forskelle i opfattelsen af, hvad der er etisk rigtigt og forkert.
Tidligere ministersekretær og Djøf’er Carsten Lunding redegjorde fyldestgørende på vores sommermøde om Djøf’ernes loyalitet grænsende til følgagtighed overfor den højere administration og tilsvarende næsten totale mangel på selvstændigt etisk ræsonnement.
Modsat lægen er Djøf’erens opgave ikke ’retfærdighed’, eller hvad der er bedst for patienten, men at følge de overordnede principper – for eksempel at gennemføre besparelser.
Denne konflikt rendte bla. tidl. professor i pædiatri overlæge dr.med. Krasilnikoff fra Hvidovre hospital panden i mod, da han mente at hans vigtigste funktion var at behandle de syge børn.
Svaret fra administrationen var, at det vigtigste var at holde budgettet!
Ytringsfriheden og Yngre Læger
Selv om vi efterhånden har en del medlemmer fra FAYL, så vi gerne en større aktivitet fra Yngre Læger – nu skal formanden Erik Jylling tale på vores vinterkonference den 5 december – det vil forhåbentlig få hul på bylden.
Når overlæger og professorer er så stærkt repræsenteret i selskabet skyldes det ikke kun, at det er den gruppe som mest direkte udsættes for trusler, men også at det er en gruppe som er vant til at tale – og fra en ikke så fjern fortid – er vant til at blive hørt.
Desværre er udviklingen i administrationen af sundhedsvæsenet specielt på hospitalerne sket på en måde som har hægtet lægerne af.
Lægerne er sikkert ikke uden skyld i dette og flere må gribe i egen barm, når de mødt med barske realiteter om besparelser har gemt sig i et selvretfærdighedens elfenbensstårn.
Vi vil det rigtige, vi har ret og kan politikerne ikke selv se det – når vi dokumenterer det med tal – så må de selv om det vi trækker os ud
Som overlæge og medlem af Etisk Råd Ole Hartling skrev i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 7. juli i år – ’Læger lider af ytringstræthed’.
Lægerne kommer ikke til møderne, de læser ikke skrivelserne. Alle de mange kroner til konsulentfirmaer er stort set spildt – simpelthen fordi lægerne ikke deltager – i det mindste ikke rent mentalt.
Hvorfor er det gået så galt?
Trods managementjargon og fine udvalg og møder er det længe siden jeg har mødt en læge – specielt en yngre læge - som følte at vedkommendes udsagn blev taget alvorligt!
Hvorfor så deltage?
Denne fejl er ikke kun administrationens – også den interne læge-hierarkiske struktur som fratager Yngre Læger retten, pligten og lysten til at deltage i debatter selv om egne arbejdsområder er en stor synder.
I min egen turnusstilling spurgte jeg engang overlægen om et eller andet problem; hvorpå han kiggede hvast på mig hen over guldbrillerne og sagde: ’tror du direktøren i A.P. Møller sidder og slikker frimærker?’
Det er vigtigt, at alle er med til at bløde op på det stive system, hvor man kun taler når man bliver spurgt. Der er ingen tvivl om, at de fagligt mest kompetente skal træffe kliniske beslutninger også på vegne af de yngre, men på mange områder bør yngre kollegers røster høres, for at kunne træffe beslutninger, som alle kan holde ud at arbejde med.
Man kan heller ikke forvente loyalitet og arbejdsglæde, når man tilbyder yngre læger arbejdsforhold som formentlig ingen andre ville acceptere. En åben og fri intern dialog ville uden tvivl medføre en enorm bedring af forholdene og en klar effektivitetsforøgelse i hospitalssektoren.
Frygt ikke men stå sammen
Det billede, der oftest tegner sig i en konfliktsituation mellem en læge og hospitalsadministration er desværre et enormt dårligt sammenhold mellem lægerne – ja mange falder efter bedste jantelovs princip den udsatte i ryggen - mens administrationen står sammen og står stærkt. Nu er der andre muligheder for sanktioner end fyring eller forflyttelse. Skjulte sanktioner som gør livet surt for den enkelte, men sanktioner som kan overvindes ved sammenhold og mod.
Kan man bevise, at man har en god sag i patienternes tarv, og påvise en sanktion fra administrationen, har man vundet sagen, og kan se frem til bod, erstatning og oprejsning – det gælder især afdelingslæger eller Yngre Læger, der har som ikke administrativt ansvarlige lov til at sige næsten hvad som helst.
Epilog:
Det gælder om at holde fanen højt, og bakke op om de kritiske kolleger i hverdagen.
Synliggør overfor borgerne, patienterne, politikerne og sågar også sygehusledelserne, at lægers ytringsfrihed er til gavn for det danske sundhedssystem!
Hvis nogle har brug for råd eller vejledning – kan de trygt henvende sig til DSLY.
Kontakt Stig Ekkert
